Of all the emotional relationships in life, is there any more delicate, more noble, and more intense than a boy's deep and yet so totally bashful lov… - Jens Peter Jacobsen

" "

Of all the emotional relationships in life, is there any more delicate, more noble, and more intense than a boy's deep and yet so totally bashful love for another boy? The kind of love that never speaks, never dares give way to a caress, a glance, or a word, the kind of vigilant love that bitterly grieves over every shortcoming or imperfection in the one who is loved, a love which is longing and admiration and negation of self, and which is pride and humility and calmly breathing happiness.

English
Collect this quote

About Jens Peter Jacobsen

Jens Peter Jacobsen (7 April 1847 – 30 April 1885) was a Danish novelist, poet, and scientist, in Denmark often just written as "J. P. Jacobsen". He began the naturalist movement in Danish literature and was a part of the Modern Breakthrough.

Also Known As

Alternative Names: J.Jacobsen

Works in ChatGPT, Claude, or Any AI

Add semantic quote search to your AI assistant via MCP. One command setup.

Related quotes. More quotes will automatically load as you scroll down, or you can use the load more buttons.

Additional quotes by Jens Peter Jacobsen

Det var en Foraarsaften, Solen skinnede saa rød ind i Stuen, den var lige ved at gaa ned. Vingerne af Møllen deroppe paa Volden drev deres Skygger over Ruderne og Værelsets Vægge, kommende, svindende, i ensformig Veklsen af Skumring og Lys: - een stund Skumring, to Stunder Lys.

Ved Vinduet sad Niels Lyhne og stirred gjennem Voldens bronzemørke Ælme mod Skyernes Brand. Han havde været udenfor Byen, under nyudsprungne Bøge, mellem grønne Rugmarker, over blomsterbrogede Enge; Alting havde været saa lyst og let, Himlen saa blaa, Sundet saa blankt og de spadserende Damer saa sælsomt smukke. Syngende var han gaaet henad Skovstien, saa blev Ordene borte i hans Sang, saa lagde Rhytmen sig, saa døde Tonerne bort og Stilheden kom som en Svimmelhed over ham. Han lukkede Øjnene, men endda mærkede han, hvordan Lyset ligesom drak sig ind i ham og flimred gjennem alle Nerver, medens den køligt berusende Luft ved hvert Aandedrag sendte det sært betagne Blod med vildere og vildere Kraft gjennem de i Magtesløshed dirrende Aarer, og der kom ham en Følelse paa, som om alt det Myldrende, Bristende, Spirende, Ynglende i Vaarnaturen om ham, mystisk søgte at samle sig i ham i eet stort, stort Raab; og han tørsted efter dette Raab, lytted til hans Lytten tog form af en uklar, svulmende Længsel.

Nu, han sad der ved Vinduet, vaagnede Længslen igjen.

Enhance Your Quote Experience

Enjoy ad-free browsing, unlimited collections, and advanced search features with Premium.

Finally Thora went to her room, but Mogens remained sitting in the conservatory, miserable that she had gone. He drew black imaginings for himself, that she was dead and gone, and that he was sitting here all alone in the world and weeping over her, and then he really wept. At length he became angry at himself and stalked up and down the floor, and wanted to be sensible. There was a love, pure and noble, without any coarse, earthly passion; yes, there was, and if there was not, there was going to be one. Passion spoiled everything, and it was very ugly and unhuman. How he hated everything in human nature that was not tender and pure, fine and gentle! He had been subjugated, weighed down, tormented, by this ugly and powerful force; it had lain in his eyes and ears, it had poisoned all his thoughts.

Loading...